Hvordan bliver man bliver snedker

En snedker bliver uddannet til at arbejde i træ. Typisk vil arbejdet bestå i at lave møbler, inventar, vinduer og døre. En del af uddannelsen er derfor at lære om de forskellige træsorter, der findes samt at lære, hvordan det værktøj og de maskiner en snedker benytter anvendes

For at blive en dygtig snedker skal du både være kreativ og have teknisk og håndværksmæssig snilde. Adgangskravet er 9. eller 10. klasse samt en minimumskarakter på 02 i matematik og dansk. Uddannelsen til snedker varer enten 2 år og 6 måneder eller 4 år og 3 måneder alt efter, om du ønsker at specialisere dig.
SE OGSÅ: Hvad er en fagskole

Kreativitet og samarbejde

Det kræver både kommunikative og kreative kompetencer at arbejde som snedker. Du skal nemlig både kunne rådgive dine kunder og forklare om muligheder samt udarbejde tegninger og produkter efter deres ønsker. Derudover skal du være god til at samarbejde, da du ofte skal arbejde sammen med andre håndværkere enten på et værksted eller på en byggeplads. Som snedker kan du både være ansat i en virksomhed, eller du kan starte din egen virksomhed.

Ændringer i uddannelsen i 2018

Der kommer til at ske en ændring i uddannelsen d. 1-7-2018. Fra da af deles uddannelsen op i to uddannelser, nemlig i henholdsvis møbelsnedker- og orgelbyggeruddannelsen og bygningssnedkeruddannelsen. Fra foråret 2018 kan du søge ind på de to uddannelser. Er du allerede i gang med snedkeruddannelsen, kan du fortsætte uddannelsen efter de regler, der var, da du blev optaget.

Om uddannelsen

En af grundpillerne i uddannelsen er en grundlæggende viden i forhold til fremstilling af produkter i træ. Du undervises i, hvordan du skal udvælge de rette materialer og vurdere hvilken type materiale, du skal anvende.

Du lærer ligeledes, hvordan du skal vedligeholde og betjene de maskiner og det værktøj, som bruges i forarbejdningen af træ til færdige produkter. Når man går i gang med uddannelsen, starter man med et grundforløb. Forløbet varer enten 20 uger eller 40 uger. Derefter kommer et hovedforløb, hvor eleverne veksler mellem skoleforløb og perioder i praktik.

Trin og specialer

Uddannelsen kan afsluttes på forskellige trin og med forskellige specialer alt efter interesser, evner og praktikplads. Der er kortere uddannelser og længerevarende uddannelser.

  • Korte uddannelser (2 år og 6 måneder): Træoperatør – døre og vinduer, træoperatør – møbler, bygningsmontør. Her fokuserer man på bestemte områder inden for snedkeruddannelsen.
  • Længere uddannelser (4 år og 3 måneder): møbelsnedker, orgelbygger og bygningssnedker. Her lærer du faget ned i detaljen. Du kommer både til at arbejde med ideen, udarbejde arbejdstegninger, planlægning af processen og selve forarbejdningen/produktionen af produktet. Produktionen kan være industriel eller håndværksmæssig alt efter speciale og projekt. Specialiserer du dig som orgelbygger, får du i tillæg kendskab til de helt specielle teknikker, der benyttes indenfor dette felt samt til, hvordan et orgel stemmes.

Efter trin et kan du afslutte uddannelsen. Måske har du brug for at komme lidt væk fra skolebænken og ud og arbejde med faget. Du kan dog altid vælge at komme tilbage og tage specialet, hvis du får brug for eller lyst til det senere.

Hvilke fag undervises der i?

De fag du vil modtage undervisning i på skolen er følgende:

  • Formgivning og design
  • Teknologi
  • Fremstilling af vinduer og døre både håndværksmæssigt og industrielt
  • Finerteknik, lim og plademøbel

Derudover er der også undervisning i fag såsom matematik, produktudvikling, informationsteknologi, produktion, service samt farve, form og stil.

Praktik

I de perioder, hvor du er i praktik, får du oplæring inden for de arbejdsopgaver, der hører med til snedkerfaget. Selve praktikken foregår enten i en virksomhed eller eventuelt i et praktikcenter. Uddannelsen afsluttes med en svendeprøve.

 


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to Top ↑